Danish English
Offentliggjort: 2018-02-20 08:25:00 CET
Sydbank A/S
Årsrapport

Sydbanks årsrapport 2017

Aabenraa Danmark, 2018-02-20 08:25 CET -- Et meget tilfredsstillende resultat, der sikrer rekordhøjt udbytte pr. aktie og et nyt aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr. Den samlede udlodning svarer til 83 pct. af årets resultat efter skat. 

Sydbanks regnskab for 2017 viser et resultat før skat på 1.956 mio. kr. mod 1.869 mio. kr. i 2016. Forbedringen skyldes tilbageførsel af nedskrivninger samt et meget tilfredsstillende beholdningsresultat. Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 16,8 pct. p.a. Resultatet er over forventningerne fremsat ved årsregnskabet for 2016. 

Årets resultat udgør 1.531 mio. kr. mod 1.472 mio. kr. i 2016 og forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 13,1 pct. efter skat.

Administrerende direktør Karen Frøsig siger om årets resultat:
- Det negative rentemiljø kombineret med den skarpe konkurrence i sektoren har medført et fortsat pres på koncernens nettorenteindtægter. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi er lykkedes med at fastholde den samlede basisindtjening på samme niveau som i 2016, hvilket først og fremmest skyldes arbejdsindsatsen fra Sydbanks mange dygtige medarbejdere.

Formanden for Sydbanks bestyrelse, Torben Nielsen uddyber:
- Vi forrenter egenkapitalen med 13,1 pct. i et stærkt konkurrencepræget marked og sikrer et rekordhøjt udbytte pr. aktie samt igangsætning af et nyt aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr. Efter en samlet udlodning på 1.266 mio. kr. er banken fortsat særdeles velkapitaliseret. 

Hovedpunkter for 2017

  • Fald i indtjening i alt på 1 pct.
  • Stigning i basisomkostninger på 2 pct.
  • Tilbageførsel af nedskrivninger med 51 mio. kr.
  • Stigning i basisresultatet med 56 mio. kr. til 1.814 mio. kr.
  • Positivt beholdningsresultat på 182 mio. kr.
  • Bankudlån på 64,3 mia. kr.
  • Indlån på 82,7 mia. kr.
  • Kapitalprocent på 20,8, heraf egentlig kernekapitalprocent på 17,3
  • Foreslået udbytte på 11,31 kr. pr. aktie.

Forventninger til 2018

Der forventes en begrænset vækst i dansk økonomi i 2018. 

Indtjeningen i alt forventes at være på niveau med den realiserede indtjening i 2017. 

Der forventes en mindre stigning i basisomkostningerne i 2018. 

Nedskrivningerne i 2018 forventes at være på et lavt niveau. 

Usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan dog påvirke nedskrivningsniveauet. 

Omkostninger med engangskarakter forventes at udgøre i niveauet 75 mio. kr. 

I 2017 har et meget tilfredsstillende beholdningsresultat og tilbageførte nedskrivninger påvirket årets resultat positivt. Ingen af delene kan vi være sikre på vil fortsætte i 2018. Forventninger til 2018 er på denne baggrund et resultat efter skat på 1.200-1.400 mio. kr.

Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger blandt andet af de makroøkonomiske forhold. 

Yderligere oplysninger
Økonomidirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 24 00
Kommunikationschef Dan Prangsgaard, tlf. 21 54 18 74 

Adm. direktør Karen Frøsig, bankdirektør Bjarne Larsen og økonomidirektør Jørn Adam Møller gennemgår i dag kl. 10.00 (CET) rapporten på en telekonference. Telekonferencen afvikles på dansk og kan følges via http://www.qbrick.dk/sydbank/Aarsrapport_2017.html

Danske deltagere skal ringe på 70 22 35 00, mens deltagere udenfor Danmark skal ringe på +44 (0) 207 57 21 187. Følgende kode skal bruges for at logge ind: 49762466#

 


Arsrapport 2017.pdf
FM 03.pdf
Kreditrisiko 2017.pdf