Danish English
Offentliggjort: 2017-04-26 16:16:02 CEST
Alm. Brand A/S
Forløb af generalforsamling

Alm. Brand A/S – Resultat af ordinær generalforsamling den 26. april 2017

Den dags dato afholdte ordinære generalforsamling i Alm. Brand A/S blev gennemført i overensstemmelse med den fremlagte dagsorden og de af bestyrelsen fremlagte fuldstændige forslag.

 

Årsrapporten for 2016 blev godkendt, og der blev meddelt decharge til bestyrelse og direktion. Endvidere blev bestyrelsens forslag om at udbetale et udbytte for 2016 på 5,00 kr. pr. aktie vedtaget.

 

Bestyrelsens forslag om, at bestyrelsen i tiden indtil næste ordinære generalforsamling skal være bemyndiget til at lade selskabet erhverve egne aktier inden for en grænse på 10 % af aktiekapitalen, blev vedtaget.

 

Samtlige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer var på valg og blev genvalgt. Bestyrelsen består herefter af Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, Jan Skytte Pedersen, Ebbe Castella, Henrik Christensen, Anette Eberhard, Per V.H. Frandsen, Karen Sofie Hansen-Hoeck og Boris Nørgaard Kjeldsen samt fire koncernrepræsentanter valgt af medarbejderne. Som suppleanter genvalgtes Gustav Garth-Grüner, Asger Bank Møller Christensen, Tina Schmidt Madsen, Kristian Kristensen og Jesper Bach.

 

Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab blev genvalgt som revisor for selskabet.

 

Det af bestyrelsen stillede forslag om nedsættelse af selskabets nominelle aktiekapital med 80.000.000 kr. med 8.000.000 stk. aktier af 10 kr. med henblik på annullering af egne aktier blev vedtaget med den krævede majoritet, hvorefter selskabets aktiekapital nedsættes fra nominelt 1.735.000.000 til 1.655.000.000, svarende til i alt 389.920.000 kr.

 

Lønpolitik for Alm. Brand-koncernen og overordnede retningslinjer vedrørende incitamentsaflønning i Alm. Brand A/S, jf. selskabslovens § 139, blev godkendt.

 

På et møde efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen som formand og Jan Skytte Pedersen som næstformand.

 

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne fondsbørsmeddelelse bedes rettet til kommunikationsdirektør Susanne Biltoft på tlf. nr. 35 47 76 61.


AS 21 2017 - Afholdt generalforsamling.pdf