Danish English
Offentliggjort: 2016-03-30 17:11:41 CEST
Vestjysk Bank A/S
Selskabsmeddelelse

Beslutninger på Vestjysk Bank A/S’ ordinære generalforsamling den 30. marts 2016

Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen A/S


30. marts 2016


Beslutninger på Vestjysk Bank A/S’ ordinære generalforsamling den 30. marts 2016

På bankens ordinære generalforsamling den 30. marts 2016 blev bestyrelsens beretning og årsrapport samt bestyrelsens forslag om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport godkendt.

Forslag om uændret vederlag til medlemmerne af bestyrelsen for det indeværende år blev vedtaget. Menige bestyrelsesmedlemmer modtager således kr. 150.000, formanden kr. 300.000 og næstformanden kr. 250.000. Formanden for revisionsudvalget modtager tillige et tillæg på kr. 50.000.

Valgperioden for samtlige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer udløb på generalforsamlingen. Poul Hjulmand genopstillede ikke på grund af aldersgrænsen i bankens vedtægter. Bestyrelsens forslag om genvalg af Vagn Thorsager som formand for bestyrelsen, genvalg af Lars Holst som næstformand for bestyrelsen og genvalg af Anders Bech, Bent Simonsen, Karina Boldsen samt nyvalg af Jens Erik Christensen blev vedtaget.

Ligeledes blev PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerskab genvalgt som bankens revisor.

Bestyrelsens forslag om fornyelse af bestyrelsens bemyndigelser i vedtægternes pkt. 9.10-9.12 til at forhøje bankens aktiekapital blev tillige vedtaget. Bestyrelsen er således bemyndiget til indtil den 30. marts 2021 at forhøje bankens aktiekapital med indtil kr. 30.000.000 til markedskurs uden fortegningsret for bankens aktionærer og med indtil kr. 30.000.000 til minimum kurs pari med fortegningsret for bankens aktionærer. Bemyndigelserne kan maksimalt udnyttes til at forhøje aktiekapitalen med i alt kr. 30.000.000.

Bestyrelsens forslag om fornyelse af bestyrelsens bemyndigelse i vedtægternes pkt. 9.13 til at udstede konvertible gældsbreve samt foretage de dertilhørende kapitalforhøjelser uden fortegningsret for bankens aktionærer blev endvidere vedtaget. Bestyrelsen er således bemyndiget til indtil den 30. marts 2021 at træffe beslutning om optagelse af lån på op til kr. 500.000.000 mod udstedelse af gældsbreve, der kan konverteres til aktier i banken, samt til at træffe beslutning om de dertilhørende kapitalforhøjelser på op til nominelt kr. 500.000.000 uden fortegningsret for bankens aktionærer.

Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til indtil den 30. marts 2021 at lade banken erhverve egne aktier med en pålydende værdi på indtil 10 pct. af bankens aktiekapital, dog således at bankens samlede beholdning af egne aktier på intet tidspunkt må overstige 10 pct. af aktiekapitalen.

Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten til at foretage anmeldelse af det vedtagne til Erhvervsstyrelsen.


Vestjysk Bank A/S

Bestyrelsen



Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk


Selskabsmeddelelse - Beslutninger pa Vestjysk Bank AS ordinre generalforsamling den 30. marts 2016.pdf