Danish English
Offentliggjort: 2013-11-07 11:05:28 CET
Aktieselskabet Schouw & Co.
Kvartalsrapport

Delårsrapport for 3. kvartal 2013

Hovedpunkter

  • 3. kvartal blev samlet set som forventet, men de generelle markedsvilkår er på mange områder mere udfordrende end i 2012.
  • Alle koncernens virksomheder fastholder forventningerne til årets omsætning og EBIT.
  • I 3. kvartal blev omsætningen 3.703 mio. kr. (2012: 3.245 mio. kr.) og EBIT 246 mio. kr. (2012: 271 mio. kr.). For 1. januar til 30. september blev omsætningen 8.666 mio. kr. (2012: 8.283 mio. kr.) og EBIT 428 mio. kr. (2012: 545 mio. kr.).
  • Efter positiv værdiregulering af finansielle investeringer og resultat af ophørende aktiviteter blev periodens resultat efter skat et overskud på 377 mio. kr. (2012: 254 mio. kr.). Fra 1. januar til 30. september blev resultat efter skat et overskud på 963 mio. kr. (2012: 394 mio. kr.).
  • Efter udgangen af 3. kvartal er de nødvendige tilladelser opnået til sammenlægningen af Grene og Kramp. Efter tillæg af en beregnet regnskabsmæssig avance, der opgøres i 4. kvartal, indregnes Grene i 2013 under ophørende aktiviteter med et forventet resultat på ca. 250 mio. kr. efter skat.
  • Schouw & Co. fastholder forventningerne til hele året. Da Grene imidlertid udgår af opgørelsen, svarer det til en omsætning i størrelsesordenen 12 mia. kr. med et EBIT i intervallet 605-685 mio. kr.    

 

Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen udtaler

Overordnet set endte kvartalet som forventet, og vi fastholder forventningen til omsætning og resultat i 2013.  

Vi har i den seneste tid set udfordrende vilkår for flere af vores virksomheder. I BioMar er konkurrencen i Norge intens, og Fibertex Personal Care ser ind i en periode, hvor markederne sandsynligvis vil være præget af overkapacitet. Indtjeningen i koncernen er dog fortsat på et attraktivt niveau.  

Vi fokuserer på at sikre en endnu mere effektiv udnyttelse af produktionskapaciteten og samtidig løbende udbygge det fundament, der skal bane vejen for fremtidig værdiskabelse og vækst. Og vi har det økonomiske råderum til at kunne tænke langsigtet.

 

Telefonkonference

Der afholdes telefonkonference for analytikere, medier m.fl. på telefon +45 32 72 80 18 torsdag den 7. november 2013 kl. 15.30 Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.                        


2013-11-07 FBM 2013Q3 DAN.pdf